onsdag den 11. april 2012

ADHD - Flere voksne får diagnosen ADHD!

Flere voksne bliver diagnosticeret og behandlet for ADHD. Der er sket en stor stigning især indenfor de sidste 4 - 5 år.

Årsagen til at flere bliver 'opdaget' er bl.a., at der i takt med, at børnene bliver diagnosticetet også kommer fokus på forældrene. Samtidig er der kommet mere fokus på ADHD og mere viden på området. Sammenlignet med international forskning på området, har vi kun set toppen af isbjerget, idet man mener, at ca. 100.000 voksne danskere (over 18 år) ville kunne få diagnosen ADHD. I dag er kun ca. 15.000 af disse voksne blevet diagnosticeret, hvilket betyder at næsten 85.000 går rundt med uopdaget og udiagnosticeret ADHD.


Jeg fik selv mistanke om, at jeg måske havde ADHD i forbindelse med et kursus for forældre til børn med ADHD, som jeg deltog i. Jeg havde i mange år primært haft fokus på, hvordan jeg bedst kunne støtte min søn, der havde diagnosen ADHD og ikke havde derfor ikke i bare et sekund set mig selv i spejlet.

Så da han nåede en alder, hvor han i højere grad var i stand til at fortælle, hvad han havde svært ved i skolen, var der en klokke, der begyndte at ringe. Det var en grund til, at han ikke fik lavet sine lektier. Det handlede ikke om dovenskab eller manglende intelligens. Det handlede i bund og grund om, at det ikke gav mening for ham at læse, når han alligevel ikke kunne huske, hvad han havde læst.

Denne viden og forskellige indput bl.a. fra min familie og vennekreds, en ebog jeg læste om voksne med ADHD og nogle af de situationer, som mine medstuderende fortalte om fra deres liv gjorde, at jeg fandt det nødvendigt at finde ud af, om jeg selv havde ADHD.

Min underviser henviste mig til en ADHD-test for voksne og jeg kunne straks se, at der kunne være en stor sandsynlighed for, at jeg lå i den 'rigtige' ende med hensyn til at få diagnosen ADHD. Jeg fik derefter en henvisning til en psykiater, der havde viden og erfaring med diagnosticering og behandling af voksne og ikke mindst kvinder med ADHD.

Jeg fik diagnosen den 3. januar 2007, kom i gang med medicinsk behandling og mit liv tog derefter en markant drejning. Jeg blev med det samme i stand til at sætte handling på alle de ønsker og drømme jeg i flere år havde haft.

Efter diagnosen gik det 'rigtige' arbejde i gang. Jeg skulle til at forholde mig til min diagnose på godt og ondt. Den lærings- og udviklingsproces jeg har gennemgået, siden jeg fik diagnosen har været utroligt spændende og lærerig.

Men hvis én eller anden en dag kom og sagde, at jeg kunne få fjernet min ADHD, ville mit svar helt klart være: "Nej tak, det kan godt være, at der jeg har nogle udfordringer på grund af min ADHD, men jeg har også et væld af styrker og ressourcer, som jeg aldrig ville ønske at undvære, som netop relaterer sig til min ADHD!"



Læs artiklen og se TV-klippet (klik på billedet oven over) om Per Skjold Hansen, der fik diagnosen og hvordan det har hjulpet ham. NB: Hvis du har problemer med lyden, kan du starte TV-klippet lidt inde i udsendelsen og føre knappen tilbage til start!

Hvis du har mistanke om, at du eller én du holder af, måske har udiagnosticeret ADHD, så er min opfordring: "Vent ikke med at finde ud af det!"
 

ADHD-hilsen
ADHD Coach Charlotte
www.ADHDkompagniet.dk