Jeg har på tidligere ADHD-konferencer haft fornøjelsen af såvel Russell Barkley som Ned Hallowell – dog aldrig på samme konference – kun hver for sig. Så det var helt klart et historisk øjeblik, da begge de herrer indtog scenen foran en stor sal fyldt med konferencedeltagere fra det meste af verden.
Scenen var sat. Nu ventede vi bare på, at gong-gongen skulle lyde, så ’kampen’ kunne begynde!
Mange havde sikkert forventet at blive tilskuere til ’giganternes kamp’. Hvem af de to ville have de bedste argumenter? Hvem kunne udradere den anden? Hvem kunne bryste sig af titlen som ’vinder’, når duellen var slut? Salen emmede af spænding, da de begge blev introduceret.
Alene titlen "ADHD: Gift or Curse?" (ADHD: Gave eller forbandelse?) indikerede med al tydelig, at der var tale om et enten eller. Så det måtte helt klart ende med en vinder og en taber.
Det viste sig imidlertid, at det ikke skulle blive en kamp mellem ’gave’ og ’forbandelse’,men snarere en opdatering af deres holdninger til, i hvilket omfang ADHD kunne være forbundet med en ’gave’ eller fordel, ogmed ’forbandelse’ eller markante forringelser på større livsområder suppleret med videnskabelige forskningsresultater. Begge ønskede de at begrave myten om, at skulle være ærkefjender, som påstået af medierne og kilder indenfor ADHD-verden. Sandheden var imidlertid, at de har været venner i mere end 20 år. Hallowell har konsulteret Barkley for at få indblik i den seneste forskning og Barkley har sendt patienter til udredning og behandling hos Hallowell.
Barkley og Hallowell havde derfor til formål at gøre opmærksom på, at der rent faktisk var meget stor enighed imellem dem i deres respektive holdninger til ADHD. Forskelligheden skulle i højere grad findes i forhold til deres arbejde. Barkley som forskeren, der skal undersøge, analysere og forholde sig til fakta og resultater og Hallowell, som psykiateren/behandleren, der skal forholde sig til sine patienter og hvad de gennem hans behandling ønsker at opnå. Så det er i virkeligheden to sider af samme mønt. Det ene element kan ikke fungere uden det andet.
De var begge enige om, at såfremt ADHD bliver opdaget i tide, diagnosticeret og behandlet korrekt har afgørende betydning for, om patienterne kan gøre brug af deres styrker og talenter, hvilket for nogle kan betragtes som værende en gave. Samtidig var de også begge enige om, at ADHD ikke altid er en gave set i lyset af den voldsomme stigmatisering og misinformation, der hersker omkring ADHD samt de ofte store vanskeligheder mange oplever i forbindelse med uddannelse, arbejde, familieforhold m.m. Vanskeligheder, der for den enkelte til tider kan føles som en forbandelse.
De var begge enige om nedenstående:
- ADHD er en potentielt invaliderende tilstand, der har meget alvorlige konsekvenser, hvis den ikke behandles.
- At have ADHD er som at have en "hjerne som en Ferrari med cykelbremser."
- Med den rette behandling, er personer med ADHD i stand til at udrette utrolige ting og opnå gode resultater.
- Med en effektiv behandlingsindsats suppleret med kognitiv adfærdsterapi og ADHD-coaching kan mennesker med ADHD i højere grad komme til at udnytte deres potentiale.
Sluttelig tilføjede Hallowell:
- Det unikke kreative perspektiv på ADHD er ’impulsivity gone right’!
Mange hilsner
ADHD Coach Charlotte
www.ADHDkompagniet.dk
