Specialskolen Columbusskolen i Skovby har fået 60.000 kroner fra forsøgspuljen "Den innovative folkeskole i Skanderborg Kommune" til at inddrage PC-spil i dagligdagen. Skolen vil undervise eleverne i computer-spil som World of Warcraft og Minecraft.
PC-spillene skal bruges som ramme for skolens hverdag. "Lidt forenklet kan man sige, at vi vil finde ud af, om vi kan bruge de kommercielle PC-spil til at lege læring ind i vore elever, og om vi ved at bruge spillene i skolens hverdag kan øge elevernes motivation og selvtillid," siger de to projektmagere bag forsøgsprojektet "Sæt Skolen i Spil," lærer Stine Melgaard Lassen og pædagog Tore Neergaard Kjellow.
Mange af skolens elever har ADHD, og skolen oplever, at disse elever er langt mere interesserede og engagerede, når de spiller computer, end når de går i skole."Vi vil bruge den spænding, der er indbygget i PC-spillene, til at give eleverne nogle færdigheder. Det kan være, at man skal kunne nogle bestemte ting som at stave eller regne for at gennemføre spillet. Det kan også være, at man skal kunne bruge sin krop på en bestemt måde for at løse opgaven," fortæller Stine Melgaard Lassen og Tore Neergaard Kjellow.
"Tænk om vi kunne skabe undervisning, der fanger og engagerer eleverne lige så meget, som computerspillene gør det."
Columbusskolen er en afdeling under Skovbyskolen i Skovby.
Det bliver meget interessant at finde ud af, hvordan det er gået, når forsøgsprojektet er afsluttet!
ADHD-hilsen
ADHD Coach Charlotte
www.ADHDkompagniet.dk