Efter at jeg have læst artiklen ”Ingen kender bivirkninger ved ADHD-medicin” samt læst en række kommentarer fra bekymrede brugere af ADHD-medicin m.m. tænkte jeg, at nu var tiden moden til at fremkomme med et mere nuanceret syn på den negative omtale af ADHD-medicin.
Jeg tog derfor kontakt til min gode ven og tidligere kollega, psykolog Torben Andersen, og opfordrede ham til at kommentere artiklen, så jeg kunne viderebringe det her på bloggen. Her er hvad han skrev:
"Hvad vælger du; “lidt hovedpine, nedsat appetit og ondt i maven og måske noget andet, eller et mislykket liv?” - Af Torben Andersen, psykolog.
I medierne omtales for tiden en dansk undersøgelse om den manglende viden om langtidsbivirkningerne ved ADHD medicin under overskriften “Ingen kender bivirkninger ved ADHD-medicin”
http://avisen.dk/ingen-kender-bivirkninger-ved-adhd-medicin_157845.aspx, Idet der henvises til en dansk undersøgelse, anslås den sædvanlige skræmmende stil, når talen falder på anvendelsen af centrastimulantia til børn og unge, blandt andet ved at præparaterne omtales med ordene: “Desuden ønsker de en diskussion af, om stærk kemi til hjernen altid er den rigtige løsning.”
En læsning af den originale forskningsartikel af Aagard, L. & Holme Hansen, E. “The occurrence of adverse drug reactions reported for attention deficit hyperactivity disorder (ADHD) medications in the pediatric population: a qualitative review of empirical studies” publiceret i tidskriftet “Journal of Neuropsychiatric Disease and Treatment” 2001, Vol. 7(1) side 729-744, viser at bivirkningerne der er registeret ved korte opfølgningsperioder (1-32 uger) er: hovedpine, mavesmerter og nedsat appetit. Forfatterne finder det problematisk, at der ikke er foretaget systematiske længerevarende opfølgningsundersøgelser af bivirkningerne ved ADHD-medicin. Endvidere kritiserer forfatterne, at undersøgelser af effekten og bivirkningerne af ADHD-medicin næsten udelukkende baserer sig på børn mellem 6-12 år, hvoraf hovedparten er drenge.
En konstatering af disse forhold, bør dog ikke medfører panik, hverken blandt brugere af ADHD-medicin eller behandlere, idet det er almindelige vilkår for vurdering af effekten af psykofarmaka, at der ikke laves opfølgningsundersøgelser over længere tid. Eksempelvis er det først inden for de seneste år, at der er dukket undersøgelser af langtidsfølgerne af behandling med de meget mere udbredte antidepressiva op i den videnskabelige litteratur.
Dette betyder, at man på den ene side ikke kender langtidseffekterne af ADHD-medicin med sikkerhed. På den anden side betyder det også, at man ikke systematisk har viden om, hvorvidt de rapporterede bivirkninger er forbigående, når opfølgningsperioden er kort. Klinisk erfaring tyder på, at bivirkningerne netop er forbigående i de fleste tilfælde. Men, en undersøgelse der munder ud i konklusionen: at der er behov for langtidsstudier er på ingen måde revolutionerende eller alarmerende, idet det blot er udtryk for tingenes tilstand, når det drejer sig om forskning i effekten af medicin generelt. Manglende viden om langtidsvirkninger er reglen, snarere end undtagelsen. Dette sætter artiklens resultater i et lidt andet perspektiv.
Det man med sikkerhed ved om langtidsvirkninger er, at ubehandlet ADHD medfører væsentligt forhøjet risiko for: Manglende uddannelse, arbejdsløshed, adfærdsproblemer, indlæringsproblemer, kriminalitet, tidlige graviditeter, økonomiske problemer, mislykkede parforhold, misbrug, depression, angst og lavt selvværd - kort sagt et mislykket liv.
Al medicin har bivirkninger. Man bør derfor altid kritisk vurdere fordele og ulemper ved at tage medicin. Men for at få et sandfærdigt billede, bør man også vurdere fordele og ulemper ved IKKE at tage medicin. Hvis valget står mellem hovedpine, nedsat appetit, ondt i maven og - måske noget andet, måske ikke noget, fordi vi mangler viden - på den ene side, og stærkt øget risiko for et mislykket liv på den anden side, hvad vælger du så?
I indledningen nævner de danske forskere kort faren for hjerteproblemer som følge af langtidsbehandling med centralstimulantia, men en dugfrisk undersøgelse af Cooper at al. (2011) med deltagelse af 1,2 millioner børn, og opfølgning i op til 20 år, finder ingen tegn på, at anvendelse af centralstimulantia øger risikoen for hjerteproblemer.
Løfter vi blikket lidt, undrer det mig, at ADHD-diagnosen og den farmakologiske behandling af ADHD gang på gang ender på mediernes forsider. I 2010 var der ifølge Lægemiddelstyrelsen 31.754 personer i behandling med ADHD-medicin i Danmark. Samme år indløste 462.476 personer en recept på antidepressiva. For den enkelte bruger, kan det være ligegyldigt, hvor mange brugere af et præparat der er, men set i en samfundsmæssig kontekst, forekommer det som proportionsforvrængning, at der gang på gang skal diskuteres ADHD-medicin, når 10% af den voksne befolkning i løbet af ét år indløser en recept på antidepressiva. Og ligesom på ADHD-området, er der ingen eller kun få systematiske undersøgelser af langtidseffekterne ved brug af antidepressiva. Det er åbenbart vilkårene, så længe politikerne har udliciteret forskningen til lægemiddelindustrien.
Konklusionen er, at manglende viden om langtidsvirkninger er et generelt vilkår ved anvendelse af medicin, både ved medicin for psykiske lidelser og ved medicin for somatiske problemer. Det er ikke et specifikt problem vedrørende ADHD-medicin. Nyheden, at der mangler viden, er således ikke en nyhed, og manglende viden bør ikke føre til panikreaktioner fra hverken brugere, pårørende, behandlere eller politikere, for vi ved én ting: Ubehandlet ADHD medfører stærkt forøget risiko for et mislykket liv i et moderne samfund."
Jeg håber at ovenstående kan være en hjælp for dig eller én du holder af!
ADHD hilsen
ADHD Coach Charlotte
www.adhd-coaching.dk
